Printversion af lokalhistorierne:

Svenskerne bombede byen i 1659

Frederik d. 3. og Rigsrådet bar i fællesskab det tunge ansvar for krigserklæringen mod Sverige i 1657. Danmark var på alle områder uforberedt til at tage kampen op mod det krigsvante Sverige. Carl X Gustav overskred hurtigt Holstens grænser, og danskerne trak sig i panik tilbage til Fredericia. Svenskerne fulgte efter og indtog fæstningen, skønt den danske styrke var langt talstærkere. Ca. 1000 mand døde, resten blev taget til fange og byen overgivet til svenskernes nådesløse plyndring. Dette skal man have i erindring, for at forstå hvad der senere skete i Nakskov.

Frederik d. 3. sendte en del breve til Nakskov ang. hærens ammunition og forplejning, men mange af disse ordrer kom aldrig til udførelse, før svenskerne indtog Lolland. Især manglen på krigsvante soldater var skæbnesvanger.

Januar 1658 indtog Carl X Gustav Fyn. Flygtende ryttere overbragte nyheden om Fyns erobring, og Nakskovs borgere blev rædselsslagne ved tanken om at skulle lide samme skæbne som Fredericia. Man var derfor overordentlig villige til overgivelse og byen blev indtaget uden større sværdslag.

Men på trods af ringe modstand udviste svenskerne ingen nåde. Nakskov var bl.a. i sin egenskab af fæstningsby bebyrdet med mange indkvarteringer af svenske soldater i vinteren 1658-59. Omkringliggende byer skulle også bidrage til deres underhold med fødevarer eller penge, men det blev slet ikke blev overholdt. Dette udløste adskillige klager fra Nakskovs borgere, hvorefter byen blev lovet retfærdighed, når krigen var slut.

Februar 1658 sluttedes fred i Roskilde, hvor Danmark måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge, men allerede året efter, i 1659, genoptog svenskerne krigen mod Danmark, og Nakskov blev igen belejret. 13 uger varede belejringen, men denne gang gik de modige Nakskovitter til forsvar for deres by. En lovet dansk undsætning udeblev, men værre var det med mangel på ammunition. Kugler havde man, men mangelen på krudt gjorde, at de store kanoner stod urørte. Dette bevirkede, at svenskerne fik overtaget, og at Nakskov tilsidst måtte overgive sig efter et kraftigt bombardement, der bl.a. beskadigede Sct. Nicolai kirke.

De lidelser og rædsler som Nakskov blev påført, fik da også af og til borgerne til at mene, det havde været bedre om man havde overgivet sig ligesom i 1658. En udfærdiget erklæring om byens tilstand, fik til resultat at byen blev fritaget for den lignede skat.

Der er dog ingen tvivl - havde Nakskov fået samme militære undsætning som København, var svenskerne aldrig kommet ind i byen.

Nakskov 1931
- på randen af revolution!

Oprøret i Nakskov i 1931 var en udløber af den store arbejdsløshed, som herskede i mellemkrigstiden. Der var i dette tidsrum et stort antal af meget langvarige og såkaldte "permanente" arbejdsløse. I kortvarige højkonjukturer om sommeren var der næsten fuld beskæftigelse, men så steg arbejdsløsheden igen, og den ramte i stor udstrækning de samme mennesker. Det var hovedsageligt ungdommen, og især unge ufaglærte, som aldrig nåede at blive understøttelsesberettigede medlemmer af en arbejdsløshedskasse, der blev ramt hårdest. Men andre tusinder gled også ud af fagforeningerne, ofte på grund af de gentagne korte arbejdsløshedsperioder. Mange af disse unge uorganiserede arbejdsløse blev tillige hjemløse, dels fordi de ikke kunne betale husleje, dels på grund af bolignød. Derfor blev foreningen "De Arbejdsløses Organisation" forkortet D.A.O. dannet, og den fik aflæggere i mange byer. I december 1930 blev der oprettet en D.A.O. forening i Nakskov. Da var der på dette tidspunkt allerede mange arbejdsløse, især fra byens største arbejdsplads Nakskov Skibsværft.

Med de ret korte understøttelsesperioder i a-kassen, var der hurtigt mange, der var henvist til hjælpekassen. D.A.O. havde opstillet nogle krav i en resolution, som skulle gælde for såvel organiserede som uorganiserede arbejdsløse. Disse krav, som blev oplæst på et byrådsmøde den 2. februar 1930 var den direkte årsag til det oprør, som senere opstod. De ret så beskedne krav ville man gerne imødekomme fra byrådets side, men henholdt sig til at man manglede de fornødne midler. Der måtte derfor indkaldes til et Socialdemokratisk partimøde først, men det var der ingen stemning for hos de fremmødte arbejdsløse i byrådssalen. Desuden havde byrådet ikke lov til at bevilge penge, uden en bevillingssag opført på dagsordenen. Der opstod derefter tumult både i og udenfor byrådssalen. Brandtaler blev holdt og trusler og tilråb til byrådsmedlemmerne flød i en stadig strøm. Byrådsmedlem, formand for arbejdsmændene Emil Koch, gik som den første ind for at opfylde kravene, den fungerende borgmester bifaldt dette, og til slut blev det vedtaget, at der skulle bevilges 20.000 kr. til hjælpekassen.

Dette blev dog annulleret, da bevillingen var blevet vedtaget under pres. Det blev senere godkendt af Socialdemokratiet om nødvendigt at overskride hjælpekassens budget, dog uden fastsættelse af et bestemt beløb.

En selvstændig afdeling af Danmarks Kommunistiske Parti var kort før disse hændelser opstået i Nakskov. Denne fik dog forbud mod at afholde 1. maj møde. DKP trodsede forbudet, og det kom til sammenstød med knippelbevæbnede politibetjente. Politiets optræden d. 1. maj udløste meget harme og kritik blandt byens arbejdere. Dette medførte et offentligt protestmøde den 2. maj i det kommunale Indrefjordsanlæg. Her opstod igen tumult og opfordring til demonstration mod politiet. Denne demonstration nåede sit højdepunkt, da man passerede politistationen. Her kom det til slagsmål med politiet, der havde fået ordre på at skyde, hvis nogen trængte ind. Demonstranterne kastede sten mod ruderne samt ind på selve stationen. Politimesteren telefonerede efter forstærkning af politi og militær udefra. Den første politistyrke nåede frem kl. 23, men også disse nåede at blive indespærret på politistationen. Kl. 01.20 nåede militærstyrkerne frem. Disse blev inddelt i grupper, som med skudklare geværer samt bajonetter fik til opgave at afpatruljere byens gader. På dette tidspunkt var hele byen rolig, da alle demonstranterne for længst var gået hjem. Den følgende dag ankom yderligere ca. 20 betjente, hvorefter anholdelserne tog rigtig fart. Der blev uddelt bøder fra 40-100 kr., og næsten samtlige bøder blev afsonet med ca. 20 dage for hver dømte. 9 såkaldte hovedmænd fik fra 4 måneder til 2 års fængsel.

Nakskov skibsværft

Der var engang et værft – Nakskov Skibsværft. Arbejdskraft blev importeret fra det store udland og byen Nakskov var livlig og handlekraftig. Boliger skød op som paddehatte, forretningslivet blomstrede og kulturen fik et mægtigt opsving.

I 1916 blev Nakskov Skibsværft grundlagt af Østasiatisk Kompagni, hvis stifter H.N. Andersen, var født i Nakskov. Dette var starten på et eventyr, som ingen nakskovitter i deres vildeste fantasi havde drømt om. Den lille by voksede sig stor og stærk, og mange af dens borgere var overbevist om, at denne mand havde efterladt sig et minde for tid og evighed.

To år inde i 1. verdenskrig skød Nakskov Skibsværft op, men først 2 år senere, da krigen var slut i 1918, kunne man for alvor begynde at bygge skibe. Mange tyske skibsbyggere og -håndværkere flyttede fra deres krigshærgede land til Vestlolland, for at arbejde på det nye værft. Et sådant boom af tilflyttere kunne Nakskov i sin oprindelige størrelse slet ikke klare, og der måtte bygges nye huse og lejligheder, og det skabte yderligere arbejdspladser i byen. Der var masser af arbejde at få, og efter 2. verdenskrig og i begyndelsen af 1950’erne gik det for alvor stærkt. De skibe, som under krigen var blevet sænket, skulle erstattes, og opsvinget gjorde at der blev penge mellem folk.

Ved Nakskov Skibsværfts 50 års jubilæum i 1966, var der ansat 2.200 folk. Det var egentlig mere end produktionsapparatet oprindeligt var beregnet til. Generationerne afløste hinanden, de unge vidste, hvor de skulle arbejde, og værftet skaffede arbejde af en eller anden slags til alle. Lønningsposen blev tungere end andre arbejderes. Dette medførte nye forretninger i byen, restaurations- og nattelivet fik et mægtigt opsving, og Nakskovs gyldne tider synes aldrig at skulle ende.

Kommunen havde i flere år været bekymret for, om byen blev for afhængig af det store værft, og sideløbende med glæden over den store succes for værftet, prøvede man at skaffe andre virksomheder til byen. Industriarealer blev opkøbt, og et egentligt industrikvarter blev grundlagt.

Der blev bygget uddannelsescenter, bibliotek, idrætshal og et teater. Alt blev betalt kontant. Kommunen var klar over, at ville man have andre virksomheder til byen, måtte man have ordentlige kultur- og uddannelsestilbud. Succes'en med industrikvarteret var dog ikke den helt store. På nogle af fabrikkerne arbejdede værftsarbejdernes hustruer, men ellers var arbejdskraft til de nye virksomheder en mangelvare. Interessen for videreuddannelse blandt de unge var heller ikke så stor. De var for de flestes vedkommende jo skrevet op til en læreplads på værftet. Der var ikke tradition for gymnasieuddannelser i en industriby som Nakskov.

1975 var året, hvor de første krisemeldinger lød fra Nakskov Skibsværft, og 12 års kamp for at bevare H.N. Andersens værk blev indledt. Ingen havde dog regnet med, at den dengang største arbejdsplads på Lolland-Falster skulle bukke under. Men for første gang stod verdensskibsbygningen over for en række meget vanskelige år på grund af krisen inden for de store tankskibsværfter. En international konkurrence om priser og kontraktvilkår var begyndt. Værftskrisen medførte i 1976 "Nakskov-aftalen" hvor værftsarbejderne indgik en fireårig aftale om løntilbageholdenhed, for at kunne konkurrere med de store udenlandske værfter. Men, selv om denne aftale blev indgået, blev der alligevel i 1978 afskediget 800 af de 1900 værftsarbejdere.

To intercityfærgeordrer kom efter lang tids kamp i hus - disse blev leveret i 1980 og 1981, og 2 tankbåde blev leveret i 1983. Derefter var der kun færdiggørelsen af Farø-broerne tilbage samt 2 nye færger til Kalundborg-Århus ruten, der blev de sidste store nybygninger på Nakskov Skibsværft. Disse blev leveret i 1985 og 1986. Ordrebogen var tom, og nu måtte der findes alternative produktioner. Det blev til borerigge, som mange, både værftsarbejdere men også andre nakskovitter, investerede i. Man håbede, at de kunne blive ikke blot værftets, men også Nakskovs redning. Efter flere forsøg med salg af anparter, blev dette også opgivet – finansieringen var tabt på gulvet, boreriggene blev bygget i Japan

Dødsstødet kom den 25. juni 1986, hvor ØK’s direktør meddelte Nakskov Skibsværft, at eventyret var slut, og allerede dagen efter indledtes den første fyringsbølge.

Januar 1987 blev Nakskov Skibsværft opgivet som produktionsværft, og skulle i stedet fortsætte som udlejningsværft. Men også dette måtte ØK opgive.

Lolland-Falsters største arbejdsplads siden slutningen af 1960’erne og først i 1970’erne var bukket under for verdenskrisen. Et eventyr var slut.

Perlestikkerbogen

I 1618 blev Anders Pedersen Mavorn eller Perlestikker, som han kaldtes efter faderens profession, præst i Nakskov. Han udarbejdede det håndskrift, som kaldes Perlestikkerbogen, og som er et enestående kulturhistorisk klenodie. Som det fremgår af såvel teksten som af den sirlige måde, hvorpå håndskriftet er udarbejdet, kan man tydeligt se, at Anders Pedersen Perlestikker var en ordensmand. Hver side er pagineret og nøje inddelt med kolonner og streger til hver sit formål. Nogle steder er begyndelsesbogstavet skrevet med enten rødt eller grønt. Håndskriften er smuk og tydelig, overskrifter fremtræder som trykte bogstaver.

Perlestikkerbogen er en hel speciel blanding af privat embedsdagbog, lokalvejviser, kirkebog, personlig regnskabsbog og levnedsbeskrivelse. Bogen er inddelt i 20 hovedafsnit. I sidste afsnit er hans selvbiografi, som udførligt redegør for hans liv og levned fra fødsel og til han døde af pest i 1629 i en alder af kun 43 år.

De regnskabsmæssige optegnelser omfatter halvdelen af afsnittene og er forrest i bogen. Hovedformålet med bogen har utvivlsomt været at føre kontrol med de tiende-afgifter og andre ydelser, som præsten var berettiget til. Derfor var det også nødvendigt med en fuldstændig optegnelse over, hvem der boede hvor, og hvad deres forpligtigelser var. Anders Pedersen Perlestikker kom til Nakskov som en fattig skolemester, men ved sin død 12 år senere, havde han 6 huse til udlejning, kun overgået af nogle få, som havde flere. Han var i løbet af kort tid blevet en holden mand.

Otte afsnit af Perlestikkerbogen vedrører kirkelige handlinger. Der er optegnelser over dåb, vielser, og begravelser, som det først i 1646 blev påbudt præsterne at indføre i det, vi senere kender som kirkebøger. Desuden er der optegnelser over navne og datoer for nadvergæster, trolovede, skriftende samt kirkegangskoner (første kirkegang efter fødsel).

Anders Perlestikker var således langt forud for sin tid. Perlestikkerbogen betragtes da også som Danmarks næstældste kirkebog.

Perlestikkerbogen er et usædvanlig fint kildeskrift til belysning af forholdene i en mindre provinsby i begyndelsen af 1600-tallet. Foruden at indeholde materiale til befolkningsstatistik, fremstår der med forfatterens mange bemærkninger og kommentarer et dokument, der giver et overordentligt interessant indblik i borgernes og tidens liv.

Perlestikkerbogen er udgivet som kildeskrift i 1954 ved Hans Knudsen og Albert Fabritius.

Nakskov-historien (meget, meget kort!)