Valentinsdag i Nakskov

I nutidens Nakskov er det ikke kun blomsterhandlere, der interesserer sig for Valentinsdag  - også lingeri-, guldsmede og andre forhandlere af "romantiske" varer, indrykker annoncer op til den 14. februar.

I 1950´erne forsøgte man for første gang at introducere Valentinsdag i Danmark. Det var de danske blomsterhandlere, der stod bag ideen, og der blev udleveret reklamestreamere til interesserede forretninger som havde lyst at gøre forsøget.
I København blev der arrangeret "blomsteroptog" og et særligt bal.

50´er buketter i Nakskov
Men Nakskov var også med. For ca. 50 år siden havde Helge Rasmussen, der nu er frivillig på Nakskov Lokalhistoriske Arkiv, en blomsterforretning. Han modtog dengang et fagblad, hvori der var beskrevet hvordan man lavede en Valentins-buket. Bladet er desværre gået tabt, men han mindes, at det ikke var særlig mange buketter man solgte den gang.  Køberne var ofte nogen, der havde kontakt til USA, enten folk der var vendt hjem igen efter en udvandring, eller folk med familie i USA. 
Ligesom andre steder blev Valentinsdag ikke den store succes i 1950´ernes Nakskov. Først i slutningen af 1990´erne er dagen vendt tilbage.


Har du hørt om de første Valentinsbukketer i Nakskov?
Har du modtaget Valentinkort - eller andre opmærksomheder?
Har du lyst til at fortælle om Valentinsdag, sådan som du har oplevet den?

Skriv til:
nakskov.lokalarkiv@mail.tele.dk
Nakskov Lokalhistoriske Arkiv
Jernbanegade 8
4900 Nakskov